Danske Nødder
Danske Nødder er en mikrovirksomhed, som blev etableret i 2021. Virksomheden har skabt en unik produktion af nødder på Strandbyhus, en tidligere kvægbedrift ved Bøsøre, der ligger mellem Nyborg og Svendborg tæt på Storebælt. Målet med projektet er at bidrage til en bæredygtig udvikling af den danske produktion af førsteklasses fødevarer. Valget af nødder som produktion skyldes to vigtige faktorer: En stigende opmærksomhed på fødevarekvalitet og det faktum, at Danmark næsten ikke har nogen reel produktion af kvalitetsnødder, selvom der årligt importeres store mængder fra lande som Chile, USA og Tyrkiet.
Efter en inspirerende studietur til Grenoble i Frankrig i 2024, hvor EU’s største valnøddeproduktion er beliggende, er Danske Nødder klar til at producere og forarbejde nøddeprodukter. Deres vision er at bruge hele produktet, herunder restproduktionen som nøddeskaller, til bæredygtige formål som brændsel. Virksomheden har allerede vakt stor interesse fra både industrivirksomheder og gourmetrestauranter, der ser potentiale i de danske nødder. Danske Nødder har desuden fokus på formidling og oplysning om bæredygtighed, grøn omstilling og biodiversitet. De vil blandt andet afholde arrangementer for skoleklasser og samarbejde med restauranter om ’pakkeoplevelser’ i forbindelse med nøddeproduktionen.