Outdoor Sydfyn - havn i bevægelse
Outdoor Sydfyn får støtte til projektet Havn i Bevægelse, der skal skabe flere aktiviteter og fællesskaber på og omkring vandet i Faaborg. Projektets centrale element er en mobil og modulær flydende platform med fast base i Faaborg Havn. Platformen skal kunne bruges af blandt andre foreninger, skoler, kulturinstitutioner og outdooraktører til undervisning, træning, arrangementer og events.
Blandt de første aktiviteter er havsvømning, vinterbadning og tilbud til børn og unge. Platformen skal samtidig understøtte eksisterende arrangementer som Outdoor Sydfyn OCR og DM i issvømning og skabe mulighed for nye aktiviteter. Målet er mere liv på Faaborg Havn året rundt, en længere turistsæson og øget lokal aktivitet.
