Horne Idrætscenter - fællesskab og reparation
Projekt: Horne Idrætsforening – værkstedsbygning
Tilskud: 182.100 kr.
Horne Idrætscenter modtager støtte til etablering af en ny multifunktionel bygning på 40 m². Bygningen skal både bruges til opbevaring af sportsmateriel og maskiner og danne ramme om et åbent værkstedsmiljø for børn, unge og lokale borgere.
I samarbejde med HFS’ juniorklub får børn og unge mulighed for efter skoletid at reparere blandt andet cykler, legetøj og mindre genstande. Frivillige kan vedligeholde foreningens udstyr, og værkstedet bliver samtidig åbent for borgere, der ønsker at reparere eller servicere egne cykler, havemaskiner og husholdningsudstyr.
Projektet skal skabe et nyt lokalt samlingspunkt med fokus på fællesskab, reparation og genbrug og samtidig bidrage til den grønne omstilling gennem længere levetid på ting og mindre affald.
