Aske Bode, Lydstationen
Projekt: Etablering af det professionelle lydstudie og bandretreat – Lydstationen
Tilskud: 75.000 kr.
Link:Aske Bode
Lydstationen er et professionelt lydstudie ejet af producer, komponist, sangskriver og musiker, Aske Bode. På baggrund af egne erfaringer med musikbranchens udbud og efterspørgsel og på opfordring af forskellige kunstnere såvel som bookere og pladeselskaber, vil man gerne udvikle lydstationen til også at omfatte glamping, så man fremadrettet vil kunne huse kunstnere, imens de skaber, skriver og indspiller deres musik i det tilhørende professionelle lydstudie.
Ønsket er desuden at kunne invitere til mindre events og koncertarrangementer særligt henvendt til lokale og turister, som skal kunne give unikke kulturelle oplevelser og indblik i kunstnernes proces. Udover at fungere som lydstudie, tilbydes workshops til unge, som er interesserede i musik- og lydproduktion, og Aske har løbende praktikanter fra området. Man vil gerne skabe et produktionsfællesskab, hvor kreative sjæle kan samles og producere nyt i fællesskab og har allerede nu en del henvendelser fra forskellige unge i lokalområdet (både hjemmeboende og fra efterskole), der ønsker at sidde med eller at hjælpe til i studiet, og det har de fået lov til. Ansøger skriver, at det er en utilsigtet bonus, man meget gerne vil dyrke og understøtte endnu mere i forbindelse med udviklingen af Lydstationen.