Plantepressen
Et sæt unge tilflyttere fra Kbh. vil etablere Plantepressen Natur- og Kulturhus, der tager naturformidling til et nyt niveau og kombinerer faglighed med sanselighed. Man vil tilbyde naturformidling, yoga, og kulturelle arrangementer. Huset skal danne ramme for botanikkurser, workshops, retreats og sanketure, og samtidig hyres eksterne aktører til undervisning og optræden/udstilling i forbindelse med natur- og kulturarrangementer (pileflet, blomsterbinding, musik, ferniseringer mm.).
Ligeledes åbnes en café og BB til glæde for både turister og lokale. Plantepressen ligger ud til en stor fredet eng. Skovene omkring breder sig vidt og udgør et af de største sammenhængende skovområder på Fyn. 800 meter nord fra grunden ligger Brændegårdssøen (Fyns næststørste sø) og Nørresø. Området ved søerne har et helt særligt fugleliv og tiltrækker mange fuglekiggere.