Nyheder

LAG SØM giver et løft til ungefællesskaber

Det var kun anden gang LAG SØM 2023-2027 skulle uddele midler. Der blev søgt for langt mere, end der var i kassen, nemlig for 6,4 mio. kr. og med kun 1,5 mio. kroner i puljen skulle der på bestyrelsesmødet forleden prioriteres.

Det er altid en lidt vanskelig opgave, de fleste ansøgere har lagt et stort arbejde i at søge puljen. Men jeg mener, at vi er udstyret med et godt prioriteringsværktøj, der sikrer, at de projekter, der bedst imødekommer vores strategi, mål og visioner, også er dem, der bliver indstillet til støtte, fastslår Inge Skelgaard, der er forperson i LAGen. Hun fortæller videre, at uddelingen i 2023 sikrede en god spredning i strategien. Det ser ud til, at de gode takter omkring foreningens overordnede temaer forsætter i årets første uddeling indenfor det, vi kalder oplevelser for borgere og turister, fremtidens jobs og endelig fremtidens fællesskaber.

 Fremtidens fællesskaber

LAG SØM har et særligt fokus på unge og også det at skabe multifunktionelle samlingssteder. Det er et fokus de imødekommer i Øster Skerninge. Her er Åkilde Værkstedsfællesskab og Kulturhus opstået udfra et ønske om at transformere og nytænke brugen af en kulturhistorisk bygning,  nemlig Aakilde Andelsmejeri. Huset er blevet et multifunktionelt samlingspunkt for kulturliv og værkstedsaktiviteter. Projektet er drevet af unge ildsjæle og tiltrækker nok derfor også en ung brugergruppe. Det er et sted, hvor folk fra nær og fjern mødes til musikoplevelser, talks, filmvisninger, teaterforestillinger, live-rollespil, fællesspisninger og til festivals.  Det er også et sted, hvor små værksteder skyder op, som fx en cykelstel-bygger, en øvelokaleforening, et keramikværksted og et kontorfælleskab. Hele omdannelsen af Aakilde Andelsmejeri er et stort projekt. LAG støtter etableringen af en café/infopoint, så kulturhuset kan tages i brug af en større kreds. Også Realdanias program Underværker støtter omdannelsen af mejeriet.

Outdooroplevelser til borgere og turister

Natur- og outdooroplevelser er i dag et af Fyns kerneprodukter. 83% af de turister, der besøger Fyn angiver kysten og naturen som det primære rejsemotiv. Destination Fyn har da også gennem flere år finpudset outdoor produktudbuddet, gode eksempler er Bike Island Fyn, Hike Fyn og Havørred Fyn.  Nu vil man styrke kernfortællingen om Fyn som outdoordestination, samle erhvervsaktører og skabe pakkeløsninger på tværs. Som et særligt initiativ vil man etablere kør-med-bænke, hvor vandrerturister og andet godtfolk kan vise bilister, at de har behov for et lift videre frem eller tilbage.

Også hos Njord på Tåsinge, der har til huse i den afdøde baron, Niels Krabbe Luel-Brockdorffs, private villa på Valdemars slot, gør man klar til turister med en outdoor wellness facilitet med vildmarksbad, kar til isvand og loungeområde i tilknytning til deres pilatesstudio, som er en del af udviklingen mod Njord Health Hub. Forventningen er, at når naboen, Valdemars Slot, åbner med en ny profil i foråret 2025, som tager udgangspunkt i kulturturisme med store, internationale kunstudstillinger, vil der kunne tiltrækkes mange gæster. Og der er allerede planer om et pakkesamarbejde mellem de to naboer for at udnytte vækstpotentialet maksimalt og forlænge turisters ophold i området.

Hos Café Svend har man også planer om at henvende sig til både borgere og turister inden for kulturområdet. Café Svend ligger på torvet i Svendborg og definerer sig selv som en familiecafé med plads til leg og hygge. Nu indtager man nabolokalerne og skaber det, de selv kaldere et kraftcenter af liv midt på torvet i Svendborg. Omdrejningspunktet skal være kreativitet. Her skal både være kreacafé, hvor man kan arbejde med keramik eller lave smykker, etableres lokaler til undervisning og moderne mødefaciliteter, hvor fx kunstnere kan afholdes foredrag.

På Frørup Vingård mangler de plads. Man sælger vinudstyr fra webshoppen butikvinmark.dk, og det går godt. Derfor har de behov for bedre lagefaciliteter, ligesom man gerne vil producere vin i eget vineri. Hidtil er det lavet ude i byen, men ved at hjemtage produktionen får man mulighed for at tilbyde de mange turister, der kigger forbi,  en mere unik oplevelse. Hos Rolling Flame har de også godt gang i butikken. De har siden 2022 lavet gourmet-pizzaer fra en salgscykel på havnen i Svendborg, på festivaler i det Sydfynske samt catering til private og til virksomhedsarrangementer rundt omkring i landet. Der er et næsten fuld booket program for 2024, og derfor skal konceptet udvides med en pizzavogn/trailer. Traileren skal indrettes som et komplet pizzeria og det giver mulighed for at komme ud til flere og større arrangementer. The Rollinge Flame samarbejder med en lang række virksomeder, herunder Svendborg Event, Kammerateriet og har netop indledt samarbejde med Halberg Hotels, der driver flere hoteller.

 

PROJEKTGENNEMGANG

Der indkom denne gang 19 ansøgninger, der samlet søgte for lige godt 6,4 mio.kr. og havde projektbudgetter på 20 mio. kr. Puljen var på 1,5 mio. kroner 

Åkilde Værkstedsfællesskab

Indstilling: kr.370.062,-

Åkilde værkstedsfællesskab og kulturhus opstod med et ønske om at transformere en lokal- og kulturhistorisk bygning gennem nytænkning af, hvordan det fremover kan blive brugt. Det er et innovativt projekt, som er drevet af unge ildsjæle, og som tiltrækker en ung brugergruppe. Med afsæt i andelstanken søger man at drive stedet gennem et princip om højst mulig grad af medindflydelse for at skabe et inkluderende miljø med højt til loftet. Huset er blevet et multifunktionelt samlingspunkt for kulturliv og værkstedsaktiviteter i lokalområdet. Det er et sted, hvor folk fra nær og fjern mødes til musikoplevelser, talks, filmvisninger, teaterforestillinger, live-rollespil, arbejdsdage, fællesspisninger, til festival etc.. Men det er også et sted, hvor små værksteder skyder op, til fordel for mindre virksomheder, demokratisk erhverv, foreninger, borgergrupper og kunstnere i området. Som faste værkstedbrugere tæller bl.a. en cykelstel-bygger, en øvelokaleforening, et keramikværksted og et kontorfælleskab.

Hele omdannelsen af Aakilde Andelsmejeri er et stort projekt. LAG støtter etablering af en café/infopoint. Projektet er en forudsætning for, at kulturhuset kan tages i brug af en større kreds, og vil løfte den øvre grænse for, hvor mange der kan lukkes ind til events og skabe en større medlemskreds.

Kontakt:  Julie Jensen, tlf. 20617910

 

Njord

Indstilling: Kr. 127.619,-

Njord Pilates Studio ligger i den afdøde baron på Valdemars slot tidligere private villa i Troense på Tåsinge. Studiet, der specialiserer sig i pilatestræning, instruktøruddannelser og Wim Hof-metoden, blev grundlagt i maj 2023, som første nedslag af i alt tre i sigtet mod det kommende sundhedscenter Njord Health Hub. Pilatesstudiet har tidligt vist sig bæredygtig målt på tilstrømningen af kunder og omsætning, og man er nu klar til at iværksætte del to, som bl.a. vil bestå af et outdoor wellnessområde i tilknytning til studiet. Det endelige mål er at skabe, drive og udvikle et sundhedscenter på Tåsinge, hvor turister, borgere og virksomheder i en unik kombination kan træne, finde mental ro og opleve velvære i fantastiske, naturlige omgivelser.

Valdemars Slot åbner med en ny profil i foråret 2025, som tager udgangspunkt i kulturturisme med store, internationale kunstudstillinger som kerneprodukt. Genåbningen af slottet forventes at tiltrække mange gæster, og der er allerede nu planer om et udvidet pakkesamarbejde mellem Valdemars Slot og det kommende Njord Health Hub for at udnytte vækstpotentialet maksimalt og forlænge både lokale borgeres og især turisters brug af og ophold i området.

Kontakt: Camilla Bækholm, tlf. 22559601

 

Café Svend

Indstilling: Kr. 147.500-

Café Svend ligger på torvet i Svendborg og definerer sig selv som en familiecafé med plads til leg og hygge. Der er plads til børn i cafeen, og halvdelen af cafeen er afsat til dem. Ellers fungerer den som almindelig café. Nu udvider man med KraKnud ved siden af (Ramsherred 2, stue og 1. sal). Ansøgere vil skabe storytelling omkring Svend, Knud og Valdemar – startende med Café Svend, som nu med Kreaknud og VipValdemar forener de tre konger i ét stort hus med mange muligheder for både private og erhvervsdrivende. Et kraftcenter af liv midt på torvet i Svendborg, kalder de det.

Her kan man dels besøge kreacafé, hvor man kan komme fra gaden og være kreativ. Der vil være et udbud af faste aktiviteter, man kan booke bord til, som fx at male på keramik eller skabe sine egne smykker. På førstesalen indrettes moderne mødefaciliteter, der samtidig kan udgøre selskabslokaler for mindre selskaber. Etablerede kunstnere kan holde workshops og arbejde med deltagerne inden for netop deres kunstart. Der vil også blive foredrag med kreativitet som udgangspunkt samt mulighed for at booke lokalerne til aftenskolehold og events af enhver karakter, herunder selskaber, teambuilding, fødselsdage, polterabend mv.

Kontakt:  Anders Haaber, tlf. 31271000

 

Frørup Vingaard

Indstilling: 251.464,-

Frørup Vingård blev etableret i 2011. Det er en lille (økologisk) vingård. Der produceres cirka 1500 flasker om året. Vinen er premieret. Man sparrer med en professionel vinmager i New Zealand og bl.a. Agger Vin og Park Golf. Vingården er økologisk, restproduktet fra vineriet går ind som gødning/næringsstof til planter, der igen er med til at skabe en bæredygtig forvaltning og effektiv udnyttelse af naturressourcerne. Udover en lille vinproduktion driver man også butikvinmark.dk. Begge forretninger oplever en støt stigende omsætning. Grundet en større efterspørgsel på div. udstyr til de danske vinavlere, og fordi man ønsker at hjemtage vinproduktion, er man vokset ud af de nuværende rammer og vil gerne bygge en rundbuehal på til opbevaring af maskiner samt til at etablere et større vineri. Tidligere har produktionen af vinen foregået ude, ved at løfte produktionen hjem, får man mulighed for at tilbyde gæster en mere unik oplevelse.

Vingården tiltrækker turister fra hele Danmark og også fra Europa. Bl.a. lokale B&B henviser deres gæster til vingården. Man har gennem flere år tilbudt guidede rundvisninger i vinmarken og vinsmagning af egne vine. Der angives omkring 500 årlige gæster

Kontakt:  Dennis Pakula, tlf. 40631430

 

Destination Fyn

Indstilling: kr. 448.067,-

Natur- og outdooroplevelser er i dag et af Fyns kerneprodukter. 83% af turisterne angiver kysten og naturen som det primære rejsemotiv. Inden for rammerne af Destination Fyn har der været en vedvarende indsats gennem flere år for at finpudse og forbedre det outdoor-baserede produktudbud. Dette inkluderer initiativer såsom Bike Island Fyn (herunder Herregårdsruten), samt Hike Fyn og Havørred Fyn.

Man ønsker, at Fyns position som en høj-kvalitets destination for outdoor-turister yderligere skal styrkes, og at den den samlede oplevelsesværdi højnes gennem:

  • stærk kernefortælling om Fyn som outdoor destination
  • styrke erhvervssegmentet – etablering af professionelt netværk, hvor aktørerne kan udveksle erfaringer, søge inspiration, spille hinanden stærke og fremme forretningsmuligheder på tværs, fx ved udvikling af tematiske pakkeløsninger
  • forbedre faciliteterne langs ruterne ved at etablere kør-med-bænke, hvor fx vandrere kan køre med tilbage/videre – et initiativ, der i øvrigt måske også understøtter infrastruktur/samkørsel, således at lokale borgere kan benytte sig muligheden.

Kontakt: Merete Vandmose, tlf. 92826313

 

The Rolling Flame

Indstilling: 149.288,-

The Rolling Flame er et mobilt pizzeria. Siden 2022 er der lavet gourmet-pizzaer fra en salgscykel på havnen i Svendborg, på festivaler i det Sydfynske samt catering til private og til virksomhedsarrangementer rundt omkring i landet. I løbet af 2023 har The Rolling Flame solgt ca. 5000 pizzaer, fordelt på alt fra baghavefester med 20 gæster, til festivaler med +5000 dagsgæster, samt pop-up arrangementer og gadesalg på havnen i Svendborg. Der er et næsten fuld booket program for 2024 , hvor man kan finde The Rolling Flame på alt fra store og små festivaler, fødevare og livsstils messer til pop-ups ved lokale mikrobryggerier, campingpladser og julemarkeder,

Nu skal konceptet udvides med en pizzavogn/trailer. Traileren skal indrettes som et komplet pizzeria. Med dette koncept kan man komme ud til flere og større arrangementer. The Rollinge Flame samarbejder med en lang række virksomeder, herunder Svendborg Event og Kammerateriet og har netop indledt samarbejde med Halberg Hotels, der driver flere hoteller.

Kontakt: Mads Malmros, tlf. 20152152