Forventningerne var høje, da LAG SØM i sidste uge offentliggjorde tildelingen af midler overfor ansøgerne. En sommerferiepause havde nemlig givet dem ekstra tid til at holde vejret.
Inge Skelgaard, forperson for LAG SØM, udtrykker forståelse for den spænding, ansøgerne har følt. “Midlerne er essentielle for de fleste af projekterne. Selvom vi ikke har penge til at støtte alle ansøgninger, er vi glade for at kunne hjælpe de projekter, der bedst matcher vores kriterier,” siger Skelgaard. Hun understreger, at bæredygtighed er et centralt fokusområde for LAG SØM, og mange af de udvalgte projekter har også et markant bæredygtigt aftryk. “Heldigvis har man mulighed for at søge igen, det er dog ikke en garanti for, at man så får midler. Man bliver altid målt i forhold til de projekter, der kommer ind i en given ansøgningsrunde“, tilføjer hun.
Kulturhusets loft bliver kreativt hjerte
Håndværker- og Borgerforeningens hus fra 1897 har siden 2017 været et kulturelt centrum i Nyborg under navnet Bastionen. Mens stueetagen og 1. sal er blevet brugt til koncerter og arrangementer, står 2. og 3. sal endnu ubrugte. Dette er nu ved at ændre sig. Med en vision om at omdanne kulturhuset til et sted, der fremmer borgernes egne kultur- og kunstaktiviteter, vil de øverste etager blive indrettet som åbne værksteder, atelierer og makerspaces. Unge inviteres til at indrette det nye kulturloft. Her skal de tilbydes fleksible rum, hvor man kan deltage i kreative aktiviteter som 3D-print, kunstprojekter og rollespil. Målet er at skabe et åbent, inspirerende miljø, der især henvender sig til unge, men som også er tilgængeligt for alle borgere i Nyborg. De nye rum vil støtte både individuel skabelse og fællesskabsprojekter, og der vil være fokus på at anvende genbrugsmaterialer fra ombygningen for at understøtte bæredygtighed.
Også hos den nye forening Kvindflok i Svendborg er der fokus på bæredygtigt fællesskab. Foreningen er skabt som et svar på behovet for et rum, hvor kvinder kan udfordre den traditionelle iværksætterkultur og fremme et mere bæredygtigt og meningsfuldt arbejdsliv. I Danmark er 75% af alle startups skabt af mænd, og den dominerende iværksætterfortælling fokuserer på fart og resultater, mener foreningen. Kvindflok ønsker at ændre dette ved at fremme værdier som balance, langsommelighed og fællesskab. Foreningen vil tilbyde et kontorfællesskab med både ordinære pladser og specielle rum til kreative erhverv som yoga, mindfulness og kropsterapi. Derudover planlægger KVINDFLOK at afholde et væld af arrangementer, herunder samtalesaloner, netværksmøder og kvindecirkler, som skal styrke vidensdeling og netværk blandt kvindelige iværksættere. Og foreningen har ramt et behov, allerede fra husets åbning er alle pladser besatte.
Tingcentralen indsamler restprodukter fra erhverv og genbrugsstationer til kreative formål for skoler, foreninger og institutioner, der som medlemmer kan hente materialer ubegrænset. Projektet tilbyder også workshops og kurser i bæredygtig kreativitet. TingcentralenGo er en mobil enhed, der bringer værksteder og kreative materialer ud til brugerne. Enheden styrkes nu med en varevogn, der indrettes til genbrugsværksted.
Geopark Det Sydfynske Øhav arbejder på at opgradere opholdsrummet ved Gåsebjerg Sand Bikepark og Naturlegeplads med bæredygtige løsninger som cykelvask med opsamlet regnvand, solceller og en brændeovn. Dette projekt sigter mod at skabe et mere brugervenligt og trygt område året rundt, samtidig med at det vil tjene som en model for fremtidige støttefaciliteter. Lokale frivillige foreninger vil være en vigtig del af projektets design og drift.
I Nyborg planlægger boligforeningen AB Sprotoften at etablere en interaktiv løberute. Projektet har til formål at fremme sundhed og fællesskab i det udsatte boligområde Sprotoften med fokus på at inkludere områdets borgere, og det vil være en del af et bredere initiativ til at bekæmpe social isolation.
Kulinarisk kort og et nyt årligt event på vej til Sydfyn
Foreningen Kulinarisk Sydfyn vil gøre Sydfyn til en kulinarisk destination ved at udvikle indtægtsgivende aktiviteter, der skal konsolidere og professionalisere foreningen og synliggøre områdets fødevareproducenter og restauranter. Projektet omfatter styrkelse af kommunikation og udvikling af aktiviteter som kulinariske temadage, pakketure, et nyt kulinarisk kort og et årligt event, Råvarebordet, hvor lokale råvarer præsenteres ved fællesspisning. Målet er at øge omsætningen og skabe jobs, samt at bidrage til Svendborg Kommunes strategi om at gøre Sydfyn til en førende kulinarisk destination i Danmark
Svendborg Sennepsfabrik er vokset fra en nichevirksomhed til en veletableret producent med salg både nationalt og internationalt. De producerer nu også mayonnaiser og vinaigretter. Efterspørgslen er steget, men manuel låg-påsætning hæmmer produktionen. For at imødekomme væksten får de midler til en automatisk lågpåsætningsmaskine og en el-dampkedel, der kan forbedre produktionskapaciteten. Projektet forventes at skabe tre fuldtidsstillinger inden for tre år.
Tildeling:
Projektholder | Indstilling, kr. | ||
Nyborg Kommune, Bastionen | 322.668 | ||
Tingcentralens Venner | 132.500 | ||
Geopark Det Sydfynske Øhav | 114.500 | ||
Food4friends | 301.071 | ||
Kulinarisk Sydfyn | 381.250 | ||
Kvindflok | 72.575 | ||
AB Sprotoften | 284.471 |