Nyheder

I sidste uge uddelte LAG SØM godt 1,5 mio. kr. til seks lokale projekter, der alle bidrager til bæredygtig udvikling, stærkere fællesskaber og nye oplevelser for både borgere og turister i området.

Interessen var markant. I alt var der ansøgt for 5,6 mio. kr., hvilket gav bestyrelsen en vanskelig prioriteringsopgave.

”Der var mange virkelig gode projekter imellem. Men med et solidt prioriteringssystem i hænderne kunne vi heldigvis udvælge de bedste. Og vi er glade for, at der blev penge til hele seks projekter,” fortæller Inge Skelgaard, forperson for LAG SØM. De udvalgte projekter favner foreningens udviklingsstrategi flot med fokus på bæredygtighed, innovation, fællesskab og lokal vækst.

 Nye rammer for fællesskab og reparation i Horne

Horne Idrætscenter modtager støtte til etablering af en ny multifunktionel bygning på 40 m². Bygningen skal fungere som moderne opbevaringsfacilitet for sportsmateriel og maskinpark – og samtidig danne rammen om et åbent og inkluderende værkstedsmiljø. I samarbejde med HFS’ juniorklub får børn og unge mulighed for at bruge værkstedet efter skoletid til at reparere cykler, legetøj og mindre genstande. Samtidig kan frivillige reparere foreningens udstyr, og værkstedet bliver åbent for borgere, der ønsker at servicere egne havemaskiner, cykler eller husholdningsudstyr. Projektet skaber et nyt lokalt samlingspunkt med fokus på reparation frem for udskiftning – og bidrager dermed aktivt til grøn omstilling gennem genbrug, levetidsforlængelse og affaldsreduktion.

Landjord: Ny model for bæredygtig naturcamping

Projektet Landjord udvikler et nyt koncept for enkle, bæredygtige naturlejrpladser i samarbejde med lokale lodsejere. Primitive overnatningspladser etableres via et medlemssystem og giver adgang til autentiske naturoplevelser i det åbne land. Landjord forpagter landbrugsjord, tager den ud af drift og genetablerer vild natur, samtidig med at der skabes nye fritids- og erhvervsmuligheder. Projektet adresserer både efterspørgslen på naturnær, uforstyrret camping og behovet for nye indtægtskilder for landmænd. Samtidig kan det blive en model for fremtidens naturforvaltning og turisme – ikke mindst i lyset af den forventede omlægning af landbrugsjord under den grønne trepart. Projektet udrulles også på resten af Fyn og støttes her af LAG SØMs søster-LAG, LAG MANK.

Keramikstedet udvider i Svendborg

Keramikstedet Svendborg driver et aktivt og efterspurgt keramikværksted med 75 medlemmer og hele 70 på venteliste. Alle kurser og workshops bliver hurtigt udsolgt. De nuværende rammer er trange og rummer alle funktioner i ét lokale, hvilket udfordrer både arbejdsmiljø og udviklingsmuligheder. Med støtten fra LAG SØM kan foreningen nu udvide med et ekstra lejemål. Udvidelsen giver plads til flere medlemmer og arrangementer og skaber to komplementære værkstedsmiljøer, der samlet styrker både fællesskab, økonomisk bæredygtighed og kreative udfoldelsesmuligheder.

Lundeborg færdiggør Pærehaven

Lundeborg Borgerforening får støtte til at færdiggøre og udvikle aktivitetsområdet Pærehaven.

Lundeborg – der i 2024 blev kåret som Årets Landsby – har etablerede for godt 10 år siden et en meget populær aktivitetsplads med vikingelegeplads, multibane og fitnessområde. Projektet blev dyrere end forventet, og derfor mangler der fortsat belægning på multibanen samt udbygning af fitnessområdet.

Legepladsen er i dag et samlingspunkt for byens børn, familier og besøgende turister. Med den nye støtte kan området færdiggøres, så det i endnu højere grad bliver et trygt og attraktivt mødested for alle aldre.

Birkelundgaard danner ramme om kunst, kultur og overnatning i historiske rammer

Birkelundgaard rummer en vigtig del af den fynske kunsthistorie. Her boede og arbejdede Fritz Syberg i perioder i 1890’erne, og flere betydningsfulde værker blev til på gården. Projektet omfatter indretning af de første udlejningsenheder – De Sybergske Stuer og Malerstuen – med både overnatning og formidling. Malerstuen skal fungere fleksibelt som atelier, formidlingsrum og åbent kulturtilbud, blandt andet med rundvisninger, foredrag og tegnekurser. Projektet skaber nye oplevelsespakker med fokus på kunst, natur og lokalhistorie.

 Nyt samlingsrum på Valdemars Slot

Valdemars Slot tog i 2025 hul på en ny æra med en succesfuld udstillingssæson og stor national og international opmærksomhed og flere ned 12.000 besøgende. Næste skridt er etableringen af et moderne og fleksibelt samlingsrum i slottets tidligere restaurant. Rummet skal være omdrejningspunkt for helårsdrift og fungere som frokostrestaurant i sæsonen samt ramme om pop up-middage, talks, workshops, koncerter og fællesspisninger i skulder- og lavsæson. Samlingsrummet bliver et vigtigt bindeled til slotskirken og styrker visionen om slottet som en helårsdestination for både turister og lokalbefolkning.

 Bæredygtighed, fællesskaber og lokal udvikling

De seks projekter viser tilsammen en stærk og målrettet indsats for at fremme bæredygtighed, fællesskaber og oplevelser i lokalområdet. Fra grøn omstilling og naturgenopretning til kulturformidling og kreative fællesskaber bidrager projekterne til at udvikle området som et attraktivt sted at bo, arbejde og besøge. ”Vi er stolte af at kunne støtte projekter, der både tænker nyt og tænker lokalt. De skaber værdi – ikke kun her og nu, men også på lang sigt,” siger Inge Skelgaard.

Indstilling:

Horne Idrætscenter 182.100
Landjord 119.647
Keramikstedet 188.560
Lundeborg Borgerforening 238.135
Birkelundgaard 400.800
Valdemars Slot 412.682