Det Regenerative Forsamlingshus på Spaanbrogård i Bovense er ét af tre danske projekter, der er indstillet til ARIA Awards 2026. Projektet er støttet af LAG SØM og viser, hvordan en gammel landbrugslade kan få nyt liv som samlingssted for klima, natur, fødevarer og fællesskab.
Et lokalt projekt i Bovense ved Nyborg har fået national anerkendelse. Andelsgaardes projekt Det Regenerative Forsamlingshus er ét af tre danske projekter, der er indstillet til Agricultural and Rural Inspiration Awards 2026, også kaldet ARIA Awards.
De endelige nomineringer til prisen udvælges senere på baggrund af indstillinger fra flere europæiske lande. Allerede nu er indstillingen dog en flot anerkendelse af et projekt, der kobler bæredygtigt landbrug, genbrug af bygninger, folkeoplysning og lokalt fællesskab.
Projektet handler om at ombygge en gammel lade på Andelsgaardes gård i Bovense til et væksthus, som rummer et multifunktionelt forsamlingshus med fokus på klima, natur, fødevarer og regenerative dyrkningsprincipper. Huset skal blandt andet danne ramme om produktion, markvandringer, fællesspisninger, køkkenhavekurser, træpodningsworkshops, høstfester og undervisningsforløb for lokale skoler.
Samtidig bliver stedet et konkret eksempel på, hvordan udtjente landbrugsbygninger kan genanvendes og blive en aktiv del af udviklingen mod mere bæredygtige landbrugssamfund.
“Vi er meget stolte af, at et projekt fra LAG SØMs område er valgt som Danmarks bud til ARIA Awards. Det Regenerative Forsamlingshus viser på fineste vis, hvad LAG-midler kan være med til: at styrke lokalt fællesskab, grøn omstilling og nytænkning i landdistrikterne,” udtaler forperson Inge Skelgaard fra LAG SØM
Andelsgaarde arbejder for at opkøbe og omlægge mindre landbrug til økologisk og regenerativ drift. Foreningen er involveret i syv gårde, og over 4.000 medlemmer er med til at eje jorden i fællesskab. Folkeoplysningen er i højsædet, og formidling er tæt knyttet til driften af gårdene.
I Bovense bliver forsamlingshuset et vigtigt centrum for den sociale og lærende aktivitet på gården. Her skal børn, unge, medlemmer, naboer og besøgende kunne lære om produktion og mødes om natur, håndværk, fødevarer og bæredygtigt byggeri.
“Med Det Regenerative Forsamlingshus ønsker vi at skabe et sted, hvor mennesker ikke bare hører om bæredygtighed, men oplever den i praksis. Her kommer man helt tæt på driften og produktionen og kan mærke forbindelsen mellem jord, mad, håndværk og fællesskab – og forhåbentlig tage inspirationen med videre,” siger Jacob Westergaard Madsen, Andelsgaarde.
LAG SØM har støttet projektet som en del af arbejdet med at fremme udvikling i landdistrikterne i Nyborg, Svendborg og Faaborg-Midtfyn Kommuner. I indstillingen fremhæves projektet blandt andet for at arbejde innovativt mad at skabe nye grønne fællesskaber, styrke vidensdeling om regenerative dyrkningsprincipper, øge biodiversiteten og inspirere til genanvendelse af eksisterende landbrugsbygninger.
“Det særlige ved projektet er, at det kobler landbrug, formidling, genbrug af bygninger og lokalt fællesskab. Det er et projekt, der både peger bagud mod andelstanken og fremad mod nye måder at skabe bæredygtige landdistrikter på,” slutter Inge Skelgaard
Det Regenerative Forsamlingshus bliver indviet ved et åbent arrangement 21. juni 2026 med deltagelse af medlemmer og lokalsamfund. Læs mere om arrangementet på andelsgaarde.dk

